Certificeringer, klimaregnskab og rapportering: Sådan arbejder Phoenix Design Aid med klima og bæredygtighed
Photo: Groovy Graphic.
Phoenix Design Aid arbejder aktivt med klima og bæredygtighed og fokuserer særligt på at inddrage de 17 verdensmål i virksomhedens drift og dagligdag. I artiklen nedenfor kan man læse mere om, hvad Phoenix Design Aid gør for at sikre, at klima og bæredygtighed kommer på dagsordenen i virksomheden.
Phoenix Design Aid A/S er en international design- og kommunikationsvirksomhed med ekspertise i grafisk design og digitale løsninger. Virksomheden arbejder med internationale og mellemstatslige organisationer, herunder FN og EU-agenturer, NGO’er og offentlige myndigheder. Phoenix Design Aid udfører samtlige projekter i overensstemmelse med internationalt anerkendte principper for samfundsansvar samt FN-krav. Dette indebærer et stort fokus på klima og bæredygtighed.
ISO-certifikater danner rammen
Phoenix Design Aid er certificeret inden for Kvalitetsledelse (ISO 9001), Miljøledelse (ISO 14001), Arbejdsmiljøledelse (ISO 45001) og Verdensmålene (11 delmål inden for mål 4, 12, 13 og 17). Certificeringerne stiller krav til, hvordan Phoenix Design Aid arbejder med både klima, bæredygtighed og socialt ansvar.
”Vores ISO 14001 certifikat er blandt andet med til at sikre, at vi arbejder mod bedre miljøpræstationer og overholder lovgivning. Det sikrer desuden også en øget bevidsthed om bæredygtighed,” siger Dennis Lundø Nielsen, CEO ved Phoenix Design Aid.
Phoenix Design Aid laver risikovurdering af virksomhedens miljøforhold som et led af ISO 14001. Dermed forholder virksomheden sig både til dets direkte (egne) og indirekte (leverandører og samarbejdspartnere) miljøpåvirkninger. Derfor laver Phoenix Design en årlig vurdering af virksomhedens leverandører, der blandt andet omfatter deres indsats inden for bæredygtighed og socialt ansvar.
Klimaregnskab og bæredygtighedsrapport
Udover Phoenix Design Aids certificeringer er klimaregnskab og rapportering om virksomhedens bæredygtighedsinitiativer to vigtige områder.
Hvert år udarbejder Phoenix Design Aid en ”Carbon Accounting Report”, der giver et overblik over virksomhedens drivhusgasudslip, herunder dets udledning indenfor elektricitet, fjernvarme, affald og forretningsrejser (scope 2 og 3). Rapporten laves via CEMAsys.com, som er en cloudtjeneste og redskab til indhentning, lagring, analyse og rapportering af virksomheders sociale ansvar (også kendt som corporate social responsibility/CSR). Phoenix Design Aid indtaster data om de forskellige drivhusgasser i tjenesten, som derefter udarbejder en rapport.
”Vi bruger rapporten til at monitorere vores udledning og for at se, om vi når de mål, vi har sat os,” siger Dennis Lundø Nielsen, CEO ved Phoenix Design Aid, og tilføjer, at disse data også indgår i virksomhedens bæredygtighedsrapport.
Phoenix Design Aid benytter deres bæredygtighedsrapport til at udfolde virksomhedens initiativer indenfor bæredygtighed, klima og verdensmålene via narrative historier, som er stærkt præget af de 17 verdensmål. På den måde fungerer rapporten som et ledelsessystem for samfundsansvar, idet den fortæller, hvordan Phoenix Design Aid inddrager samfundsansvar og bæredygtighed i drift og dagligdag. Virksomhedens bæredygtighedsrapport bærer også præg af, at de er medlem af United Nations Global Compact, da de rapporterer indenfor ti grundlæggende principper fordelt på fire områder, hvoraf et af dem er miljø.
Stigende fokus i omverdenen
Bevidstheden om klima, bæredygtighed og socialt ansvar er generelt et stigende fokus i det globale samfund. Borgere, organisationer, virksomheder, institutioner, politiske enheder og mange andre lægger mere og mere vægt på det, og man ser, at det begynder at være et krav i nogle sektorer og områder. Kunder stiller blandt andet krav til det – både på B2C- og B2B-markedet.
”Vores arbejde med klima, bæredygtighed og socialt ansvar er en vigtig parameter i vores dialog med vores omverden, heriblandt særligt vores kunder. Vi får i stigende grad forespørgsler om vores arbejde med klima og bæredygtighed,” siger Dennis Lundø Nielsen, CEO ved Phoenix Design Aid, og tilføjer, at disse elementer også går igen, når virksomhedens projektledere skriver bud.
På den måde tapper Phoenix Design Aids arbejde med disse områder ind i den omverden, som virksomheden befinder sig i, hvilket giver dem et grundlag for dialog og forståelse med blandt andet deres kunder (både nuværende og potentielle) og samarbejdspartnere. Dennis Lundø Nielsen fortæller, at Phoenix Design Aid oplever, at deres arbejde med klima, bæredygtighed og socialt ansvar også betyder, at virksomheden vinder flere opgaver, og at virksomhedens certificeringer smitter positivt af på deres omdømme.
Verdensmål 13: Klimaindsats
En del af Phoenix Design Aids arbejde med verdensmålene omhandler verdensmål 13: Klimaindsats. Virksomheden er certificeret i delmål 13.1 og 13.3 og har sat sig et mål om at minimere virksomhedens CO2-udledning. På nuværende tidspunkt køber Phoenix Design Aid FN-udstedte CO2-kvoter og neutralisere på den måde dets udledning. Phoenix Design Aid arbejder i skrivende stund på at projekt, der tager skridtet videre ved at plante træer i Kenya. Projektets formål er at neutralisere virksomhedens CO2-udledning og kombinere klimaindsatser med udvikling af lokalområder i Kenya – blandt andet ved at skabe arbejdspladser og etablere et udendørs læringscenter. Som det ser ud lige nu, vil Phoenix Design Aid kunne neutralisere op til 40 ton CO2 med træplantningsprojektet.